Prøvning af brudekjoler

Oprettet d. under Tips & Tricks

Prøvning af brudekjoler

Når du skal finde din brudekjole, vil det være naturligt at starte hjemme i sofaen – og begynd gerne på det allerede et år før brylluppet. Der er ofte 3-5 måneders levering på brudekjolerne, hvis de skal bestilles hjem fra udlandet, så jo før du er ude, des større udvalg har du. Husk, at der også skal være tid til at få kjolen til skrædder efter den er kommet hjem.

En gylden regel er, at jo flere informationer, der står på en hjemmeside med brudekjoler, des mere ved forretningen, hvad de taler om. Det samme er gældende med billeder, jo flere billeder på hjemmesiden, des større er udvalget, og chancen for at man finder den helt rigtige kjole, er meget større. Hvis der næsten ingen informationer er, og kun få billeder, så er service og udvalg sikkert derefter.

Det er også en god idé at undersøge om der er personale med uddannelse indenfor branchen. Du vil jo gerne have den bedste vejledning, og måske vil du gerne have lavet noget helt specielt ved din kjole, og så er det rigtig rart, hvis de kan følge dine tanker og kan forklare og vise dig, hvordan det færdige resultat kommer til at se ud.

Når du har fundet den forretning, du gerne vil besøge, skal du bestille en tid.
Specielt i højsæsonen, som er fra januar til september, kan man sjældent komme til samme dag, så book i god tid god tid. At prøve brudekjoler er noget mere omstændeligt end at se på almindeligt tøj, og du kan sjældent få lov til at prøve uden, at en medarbejder fra forretningen er tilstede. For at forretningen har mulighed for at hjælpe dig og give dig en ordentlig service, skal de sætte god tid og et prøverum af kun til dig. Nogle forretninger har oveni købet et helt værelse klar kun til dig, så du i ro og mag sammen med din mor, søster eller veninde kan finde drømmekjolen helt privat uden nysgerrige blikke fra andre kunder.

For din egen skyld bør du begrænse antallet af gæster, du har med til prøvning af brudekjoler. Jo flere I er, des højere vil alle råbe, for at få deres mening igennem, og du får derfor ikke den ro og koncentration, du har brug for, for at kunne træffe det rigtige valg. Du bør også grundigt overveje, hvilke af veninderne, du vil have med – hende der kender dig bedst og vil dig det bedste, eller hende som udlever sine egne drømme igennem dig og dit bryllup, og måske er lidt misundelig?

Du har selvfølgelig allerede en formodning om, hvilken slags kjole, der klæder dig bedst, men prøv også at lade stylisten klæde dig på. I forretningerne ser vi brude hver eneste dag, vi kender alt til snit og stilarter, former og facon, og mange brude ender faktisk med at vælge den kjole, stylisten finder frem til dem.

Der er så godt som altid en strop i slæbet på kjolen. Mange tror, at denne strop er en dansestrop, men den er faktisk kun beregnet til at kunne hænge slæbet op på bøjlen. Bed derfor skrædderen om en rigtig dansestrop, hvis du vil bruge denne på dagen. 

Du kan også bede skrædderen om at lave et såkaldt ’ophæng’ til slæbet, så du kan sætte slæbet op bagpå og på den måde både undgå, at dine gæster træder på dit slæb og du undgår selv at falde i det, når I danser brudevalsen.

En designer og en skrædder hos Kennedys besvarer i denne video de spørgsmål, som de oftest bliver stillet af kommende brude:


Ingen kommentar(er)
Skriv din kommentar